Da latterfabrikken lukkede
Er det fordi, det går dårligt, - at vi taler om, at det går dårligt?
Eller er det fordi, vi taler om, at det går dårligt, - at det kommer til at gå dårligt?
Og uanset ... hvordan får vi det til at gå godt igen?
Hjemme hos Claus P. går det godt. Hans mor og far griner meget. De producerer dåselatter på latterfabrikken, og de tager tit deres arbejde med hjem.
Men så - ud af det blå - kommer krisen. Alt bliver sort. Den er vanvittig farlig. I radio og TV tales der ikke om andet. Det kradser både i julehandlen og på boligmarkedet. Der kommer redningspakker og spareknive, og folk bliver så bange, at de mister betalingsbalancen. Til sidst er der ikke mere at grine af - og latterfabrikken lukker.
Claus P.s mor får job på tudefabrikken. Hans far glemmer at være far og bliver indlagt på kolbøttefabrikken.
Men så får Claus P. nok - og søger et fritidsjob på drømmefabrikken. Her ligger han på en drømmeseng og spiser drømmekage og får penge for at dagdrømme.
Og ved du hvad? Det hjælper! Hans far kommer rundtosset, men glad, hjem i weekenderne, og hans mor får igen lyst til læse godnathistorier.
Når alt håb er ude, og der kun er drømmene tilbage - så er det da heldigt, at det lige præcis er drømmene, der får os tilbage til livet igen.
Keep dreaming. And mind your words, … because they matter.
#børnebogmedetbudskab
#keepdreaming
#fremtidssans
Da latterfabrikken lukkede
Tekst: Kathrine Assels
Illustrationer: Kamilla Slocinska
Turbine 2013