Kongeegen
Her får du opskriften på et langt liv.
Du kan takke mig senere, du har masser af tid.
Det ældste levende væsen i Danmark er et egetræ. Det hedder Kongeegen og er ca. 1500-2000 år gammelt.
Ingredienserne er:
* Held
* Ikke tage noget personligt
* Stamina
* At turde være uperfekt
* Kunne tage imod omsorg
Sådan gøres det:
- Det bliver født omkring år 500 - måske endda år 0. Et lille agern falder til jorden og begynder at spire. Næsten samtidig begynder bøgetræerne at brede sig i Danmark, og de tager lyset fra mange egetræer. Men Kongeegen er heldig, for den står, hvor der er både lys og plads.
- Årene går og Kongeegen oplever skiftende tidsaldre, forskellige trosretninger, krige og bysamfund i udvikling - uden at det påvirker den det mindste.
- I alle årene står Kongeegen stabilt igennem årstidernes skiften med masser af sol, regn og rusk.
- Rundt omkring den fældes træer i tusindvis, men Kongeegen overlever dem alle. Den er nemlig knudret og står i fugtigt terræn, så ingen gider at fælde den. De vil hellere have høje slanke træer, der står tørt.
- Omkring år 2000 er Kongeegen en olding med krykker. Den har mistet sin krone og fået stolper, der støtter de sidste mørnede grene.
Ved servering for mennesker, tilføj:
Sund kost, søvn, motion - og en stor portion tålmodighed.
#børnebogmedetbudskab
Kongeegen
Tekst: Nils Hartmann
Illustration: Charlotte Clante
Forlaget Klematis 2012
Kongeegen er stadig levende. Den står i den nordlige del af Nordskoven i Jægerspris. Med sin høje alder er Kongeegen formentlig Nordeuropas ældste egetræ.
Kilder: Kong Frederik den Syvendes Stiftelse paa Jægerspris og Wikipedia