Vilde naboer
Åh nej! Åh nej! Åh nej!
Nye naboer. Det er de værste naboer, der findes.
Man ved jo ikke, hvem de er. Eller hvad de vil.
De kommer, indtager territorium, overskrider grænser. De opfører sig anderledes. Og det allerværste - ser måske endda også anderledes ud.
Da Kanin ankommer til sit sommerhus, opdager han til sin rædsel, at han har fået nye naboer.
De er allerede i gang med at indtage hans have. Det er vilde dyr - en tiger, løve, gepard og en panter. De flår, kradser og bider i alting og drikker vandet i Kanins springvand.
I desperation ringer Kanin til sin mor. Som heldigvis er meget klog:
“Lav en fin invitation og hold en fest. Lær dine nye naboer at kende!”
Så det gør Kanin.
Og minsandten - undervejs i festen (det sker, mens de danser) forvandles de store vilde dyr til små søde tamkatte.
“Kattene var stadig som før - men alligvel var noget forandret.”
Noget inde i Kanin havde forandret sig. Hvor han før havde set vilde dyr - kunne han nu pludselig se sine nye naboer, som dét de i virkeligheden hele tiden havde været - tamkatte.
Det vi ser - er det vi ser.
Hvem ser du, når du får nye naboer?
Og hvem er du - når du ser, det du ser?
I am not what you think I am. You are what you think I am.
#børnebogmedetbudskab
Vilde naboer
Tekst og illustrationer: Ulrika Kestere
Turbine 2018