Alle tæller med

Jeg sover med sleeptape.
Hvis du også sover med sleeptape, så velkommen i klubben.

Når vi deler adfærd eller skæbne med andre, så kalder vi det for en klub.
Faktisk er verden ét stort klub-system. På kryds og tværs indgår vi i klubber med forskellige mennesker.

Alle dem der har løbet et maraton. Alle der har vundet i lotto. Dem der har overlevet et flystyrt. Gennemgået en kræftoperation. Har briller. Føler sig ensomme. Glæder sig til noget. Dem der har været i fængsel. Dem der har mistet en, de elsker. Deltaget i en bagedyst. Dem der arbejder som taxichauffør.

At være medlem i en klub kan højne empati og sammenhold, fordi vi har noget til fælles.
Eller det kan føles særligt at indgå i en klub med kun ganske få medlemmer.

Det er dog ikke derfor, at jeg sover med sleeptape - selvom den klub nok er ret lille.
For man behøver slet ikke at gøre sig umage for at være unik.

I skrivende stund er vi 8.051.294.909 mennesker på jorden.
Alle har vi vores helt egen sammensætning af klubber. Ikke to konstellationer er ens.
Det er nærmest som et identifikationsmønster på linie med DNA eller et fingeraftryk. Med den forskel at klub-systemet er organisk og udvikler sig gennem hele livet.

Dét, vi hele tiden har til fælles, er udgangspunktet - at være menneske på jorden - i den klub tæller vi alle med.


#børnebogmedetbudskab #hjertepower

Alle tæller med
Tekst og illustration af Kristin Roskifte
ABC Forlag 2019

Forrige
Forrige

Nattergalen

Næste
Næste

Lili syr en ting