En pige med pigsko
Hvad kræver det at kunne stå fast i en verden i forandring?
Hvad skal der til?
Ikke lade sig trække først til den ene side, så til den anden side.
At være sig selv med alt hvad det indebærer af et bredspektret følelsesregister, der spænder lige fra kedelig og forsigtig til vild og voldsom.
Pigen kan godt lide sko. Hun ejer tyve par.
Da mor og far bliver skilt kommer de mutte og grå (dem med bihulebetændelse) hjem til mor, og de sjove og vilde (dem med glimmer og flimmer) kommer hjem til far.
Det er slet ikke let.
Kun at have triste sko på.
Eller kun vilde sko på.
En uge ad gangen.
Midt mellem mor og far står et træ. Det er neutralt og har dybe rødder. Der sidder pigen og kigger hen til mor og far. Og så får hun en god idé.
Først tror mor og far, at hun skriver forkert på ønskesedlen.
“Du mangler et “e” - pig-e-sko” siger de.
“Nej” svarer pigen. “Jeg ønsker mig pigsko!”
Og selvfølgelig får hun det. To par!
Pigen stiller sig ved træet. Og så står hun fast.
Mor og far hiver i den ulige arm og den lige arm - men pigen står fast. Og træet står fast.
Med tiden lærer mor og far det også - og så kan pigen selv begynde at bestemme, hvornår hun vil stå fast og ikke stå fast.
Pigesko er godt. Men nogle gange er pigsko bedre.
Især i en verden i forandring.
#børnebogmedetbudskab
Tekst af Mette Vedsø
Illustration af Anna Jacobina Jacobsen
Jensen & Dalgaard 2017