Orm får en ven
Er du din egen bedste ven?
Taler du lige så pænt til dig selv, som du taler til andre?
Elsker du dig selv, som du elsker andre?
Orm bor i græsset. Orm er helt alene og har kun sig selv. Orm har ingen ven, og orm bliver trist. Så hører orm en brummelyd. Lyden kommer nærmere og nærmere og bliver højere og højere. Med ét bliver alt sort. Orm er ikke død, men orm er blevet kortere, og det svirrer i den ene ende. Ved siden af orm ligger pludselig en anden orm. “Hej” siger de til hinanden - og så bliver de venner.
Orm er skåret over af en græsslåmaskine og er blevet ven med sig selv.
Er du ven med dig?
Der er ingen i denne verden, som du taler mere med end dig selv. Så hvorfor ikke tale pænt og sige opbyggelige ting fremfor nedgørende.
Der er heller ingen, som du er mere sammen med end dig selv. Så du kan lige så godt nyde og sætte pris på dit eget selskab.
Når det kommer til stykket, så starter det hele med dig.
Det, du giver til dig selv - er også det, som du i sidste ende er i stand til at give til andre.
Og det, som du giver til dig selv, er også det, som andre giver til dig.
NB:
Det er en myte, at orme kan overleve at blive skåret over og begge halvdele lever videre. Så du må absolut ikke begynde at skære i dig selv. Det eneste, du skal, er at blive venner med dig selv.
#børnebogmedetbudskab
Orm får en ven
Tekst og illustration : Ida Jessen & Hanne Bartholin
Høst & Søn 2017