Solen er så rød, mor

Hvad er en mor?

For mig er en mor én, der synger godnatsange.

Det gjorde min mor nemlig altid for mig, da jeg var barn.

Og det har jeg altid gjort for mine drenge, da de var små.

Min mor sætter sig ved puden og synger en sang, men først låser hun vores gang.

Hun taler om døden og om de store ting i livet. Bor der mon nogen på stjernen i det blå, og er der drenge, der kigger ned på mig? Spørgsmål hvor svarene ikke nødvendigvis bliver givet.

Ej heller ved hun, hvorfor det bliver nat, og kold og bitter vind  … men det er også ok, så længe vi er enige om, at vi skal huske at lukke den lille kat ind, og hun trøster mig en gang eller to, når jeg græder over de stakkels måger og terner, der ikke har noget sted at bo. 

Og så holder hun min hånd, mens stjernerne synger mig til ro.

Jeg har altid troet, at “Solen er så rød, mor” var en slags familiesang, som min mormor også havde sunget for min mor.

Men sådan er det slet ikke.

I dag talte jeg med min mor - og det viser sig, at min mormor aldrig nogensinde sang godnatsange for min mor.

Så nej, ikke alle mødre synger godnatsange!

I virkeligheden er en mor nok snarere én, der former sin egen version af at være mor. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi gør bare det, der føles rigtigt.


Glædelig mors dag.


#børnebogmedetbudskab


Solen er så rød, mor

Digt skrevet i 1915 af Harald Bergstedt (1877-1965)

Melodi skrevet 1923-24 af Carl Nielsen (1865-1931)

Denne version er trykt i bogen: Politikens lystige børneviser (fra 1993)

1. Udgave, 6. oplag fra 2000

Tegninger af Inger Tobiasen

Forrige
Forrige

Byen hvor husene bytter plads

Næste
Næste

Lad mig sove, får!